Hvorfor gider man overhovedet ludo?
Der står en Ludo-plade i stort set alle danske hjem. Den ligger i en skuffe med batterier, elastikker og en kuglepen, der aldrig virker. Man tager den frem, når...
Der står en Ludo-plade i stort set alle danske hjem. Den ligger i en skuffe med batterier, elastikker og en kuglepen, der aldrig virker. Man tager den frem, når nogen siger: "Skal vi ikke lave et eller andet?"
Og så starter det.
Ludo er egentlig simpelt. Slå en sekser. Kom ud. Gå rundt. Kom hjem. Færdig. Det tager cirka 30 sekunder at forklare. Alligevel kan det udvikle sig til en stemning, hvor folk pludselig sidder meget rankt i stolen og trækker vejret tungt gennem næsen.
Der er altid én, der ikke kan slå en sekser. De sidder bare og kigger på de andre, mens brikkerne flyver rundt på banen. "Det er jo bare held", siger de andre. Ja ja. Sig det til personen, der har slået toere og treere i ti minutter.
Og så er der øjeblikket. Du står tre felter fra sikker stjerne. Du kan næsten smage sejren. Og så kommer din lillebror / kæreste / mor og slår præcis det tal, der skal til for at sende dig hele vejen hjem igen.
Man siger ikke noget. Man nikker bare kort. "Nå." Indeni foregår der ting.
Det sjove er, at Ludo ligner et børnespil. Farver. Runde brikker. En terning, der hopper rundt og larmer. Men det føles aldrig helt børnevenligt, når man bliver slået hjem for fjerde gang af den samme person.
Der opstår alliancer. De er aldrig officielle. Men de er der. To spillere, der diskret undgår at slå hinanden hjem, mens de systematisk går efter den tredje. Ingen taler om det. Alle ved det.
Og så er der typen, der kommenterer hvert eneste slag. "Ej hvor er det sindssygt, jeg slår seks igen!" Ja. Vi kan godt se det.
Det bedste ved Ludo er næsten pauserne. Når nogen skal hente kaffe, og man lige får trukket vejret. Får pulsen ned. Kigger på brikkerne og prøver at regne ud, hvem man skal tage næste gang.
For man tager nogen. Det gør man.
Der er også noget helt særligt ved at spille det med familien. Især til jul, hvor alle i forvejen har spist for meget og diskuteret alt fra kartofler til politik. Ludo kan lige give det sidste lille skub. Ikke noget voldsomt. Bare nok til, at man bagefter siger: "Okay, vi stopper her."
Men næste gang man mødes, ligger pladen der igen.
Ingen foreslår Matador. Ingen foreslår skak. Det er Ludo. Hver gang.
Måske fordi det ikke kræver noget. Måske fordi det er hurtigt. Måske fordi vi åbenbart godt kan lide den der blanding af held, håb og smålig hævn.
Det er bare en plade. Fire farver. En terning.
Og alligevel kan det få voksne mennesker til at sige: "Du gjorde det der med vilje."
Og så er der øjeblikket. Du står tre felter fra sikker stjerne. Du kan næsten smage sejren. Og så kommer din lillebror / kæreste / mor og slår præcis det tal, der skal til for at sende dig hele vejen hjem igen.
Man siger ikke noget. Man nikker bare kort. "Nå." Indeni foregår der ting.
Det sjove er, at Ludo ligner et børnespil. Farver. Runde brikker. En terning, der hopper rundt og larmer. Men det føles aldrig helt børnevenligt, når man bliver slået hjem for fjerde gang af den samme person.
Der opstår alliancer. De er aldrig officielle. Men de er der. To spillere, der diskret undgår at slå hinanden hjem, mens de systematisk går efter den tredje. Ingen taler om det. Alle ved det.
Og så er der typen, der kommenterer hvert eneste slag. "Ej hvor er det sindssygt, jeg slår seks igen!" Ja. Vi kan godt se det.
Det bedste ved Ludo er næsten pauserne. Når nogen skal hente kaffe, og man lige får trukket vejret. Får pulsen ned. Kigger på brikkerne og prøver at regne ud, hvem man skal tage næste gang.
For man tager nogen. Det gør man.
Der er også noget helt særligt ved at spille det med familien. Især til jul, hvor alle i forvejen har spist for meget og diskuteret alt fra kartofler til politik. Ludo kan lige give det sidste lille skub. Ikke noget voldsomt. Bare nok til, at man bagefter siger: "Okay, vi stopper her."
Men næste gang man mødes, ligger pladen der igen.
Ingen foreslår Matador. Ingen foreslår skak. Det er Ludo. Hver gang.
Måske fordi det ikke kræver noget. Måske fordi det er hurtigt. Måske fordi vi åbenbart godt kan lide den der blanding af held, håb og smålig hævn.
Det er bare en plade. Fire farver. En terning.
Og alligevel kan det få voksne mennesker til at sige: "Du gjorde det der med vilje."